Blog

Udstilling: Helsingør og Nordkysten

 

Fernisering d. 7. november kl 13 - 17

Brostræde 1, Helsingør

 

Jeg har lavet en serie malerier i, og om, Helsingør og Nordkysten. Jeg maler udelukkende på stedet efter direkte observation, og nedsænker mig herigennem i både den visuelle rigdom jeg står overfor, samt den atmosfære og det liv der udspiller sig foran mit staffeli. Over et år har jeg besøgt Helsingørs gader og stræder, mange gange blot for at indsnuse byens historiske stemning og udvælge mig mine steder, og andre gange hvor jeg har sat mit udstyr op på stedet og malet. Det er der kommet denne serie oliemalerier ud af, med mine indtryk fra den gamle by, blandet med nutidens aftryk. Den historiske kontinuitet er et omdrejningspunkt for mig, og den måde Helsingør i så stor grad forener det historiske med det nutidige, på en harmonisk måde.

Det er som at besøge et levende museum, og blive simultant transporteret frem og tilbage mellem fortid og nutid, når jeg står og maler en baggård med bindingsværk og træskæringer, og samtidig kan høre børns stemmer og andet leben inde fra lejlighederne. Lejligheder der har været beboet af Helsingørs befolkning i 500 år. Så føler jeg mig i eet med historien, og beslægtet med de tusinder af kunsthåndværkere, som har forarbejdet og lagt sin sjæl i udformningen af både gård og gade igennem hundreder af år, og som har gjort Helsingør til den unikke historiske perle som det er.

Blandt motiverne er Skyttengade, Gl. Færgegade, Kronborg i tåge, og jeg blev inviteret ind på rådhuset og male på borgmesterkontoret, men også mindre traditionelle motiver har fundet vej ind i samlingen, steder som f.eks. det nye kraftvarmeværk og ingol tanken på Kongevejen.

Malerierne bliver meget passende udstillet i en af de smukke, gamle gader i centrum af Helsingør, i Brostræde Kunsthåndværk – Brostræde 1, fra den 7. november kl 13-17, hvor der vil være fernisering. Alle er velkomne.

Følg mit arbejde løbende på instagram https://www.instagram.com/kkrysfeldt
Om udstillingen her: https://www.instagram.com/brostraede_kunsthaandvaerk/



Comments


Leave a Comment

Remember Your Info
Check this box if you want email updates when people comment on this post